MRR voksede 319 %, omsætningen med 43 %, og bundlinjen med 40 % hos Adjust i 2021. Bureauet har specialiseret sig i at lave særligt kreative og iøjnefaldende digitale annoncer for store brands.
Selv om Adjust-direktør Klaus Mogensen længe har slået på tromme for, at online marketing står i en kreativitetskrise, er der alt andet end krise hos bureauet selv.
Tværtimod har Adjust netop offentliggjort et rekordregnskab for 2021. Et regnskab, hvor top og bund følges flot ad, og hvor en stor kundetilgang samt omlægningen til en ny abonnementsmodel for alvor satte sit aftryk.
Adjust præsterede således en omsætningsvækst på 42,6 % og ligeledes et flot løft i bundlinjen på 39,8 %. Og det til trods for, at bureauet fordoblede antallet af medarbejdere i 2021 og startede forfra rent brandmæssigt ved at skifte navn og identitet fra det tidligere Better Banners.
Direktør Klaus Mogensen siger:
”Det er et meget tilfredsstillende regnskab, der viser, at vi er på rette vej. Vi har en stærk position i markedet og har løbende truffet de rigtige beslutninger i bestyrelse og ledelse. Nu trykker vi endnu hårdere på speederen,”
Ny forretningsmodel og markedsposition driver væksten
Adjust omlagde i slutningen af 2019 sin forretningsmodel til at være abonnementsbaseret. Et skifte kunderne har taget rigtig godt imod.
Det afspejler sig i væksten på 319 % i den løbende månedlige omsætning – den såkaldte MRR (Monthly Recurring Revenue) – som er en kendt metric fra bl.a. SaaS- og abonnementsforretninger.
Derudover er investeringen i det nye brand og en stærkere positionering i markedet ifølge Klaus Mogensen en afgørende faktor for den vækst og kundetilgang, Adjust oplever.
”Vores nye navn fortæller ret præcist, hvad vi laver og hvilken værdi det skaber for kunderne. Kombineret med et øget go-to-market-fokus kan vi se, at det skaber stor traction i markedet. Vi har ramt noget, som mange virksomheder mangler, og som andre bureauer ikke kan levere,”
Har fordoblet medarbejdertal og hentet nye profiler ind
Det flotte regnskab skal ydermere ses i lyset af store investeringer på medarbejdersiden. Antallet af medarbejdere blev fordoblet fra 11 til 22 i 2021.
En udvikling der fortsætter her i 2022, hvor medarbejder nr. 23, 24 og 25 har sluttet sig til Adjust.
Blandt andet er Client Management-teamet styrket markant og tæller i dag syv personer, som er 100% dedikerede til kunderne. For 12 måneder siden var der én.
Derudover er Adjust lykkedes med at hente erfarne profiler ind til bl.a. Client Management, Marketing og den kreative produktion, som alle er med til at løfte og professionalisere fagområderne og forretningen.
”Vi oplever en stigende interesse for at arbejde hos Adjust. Det er jeg selvsagt glad for, fordi der generelt er hård kamp om de digitale og kreative profiler disse år.”