Adjust henter Global Creative Manager i Shaping New Tomorrow

Pernille Enevoldsen skifter fra Shaping New Tomorrow til Adjust

Pernille Enevoldsen er ny Head of Operations hos Adjust. Hun skifter fra Shaping New Tomorrow, hvor hun de seneste år har opbygget og udviklet virksomhedens kreative afdeling, som står for brandets identitet og visuelle udtryk i alle markeder.

Efter næsten to år som Global Creative Manager hos den nordjyske vækstkomet Shaping New Tomorrow (SNT) skifter Pernille Enevoldsen til en stilling som Head of Operations hos Adjust Digital.

Her skal hun lede det voksende kreative team, som i dag tæller 12 digitale designere, motion designere og programmører. Et ansvar som minder meget om det, hun har haft hos Shaping:

”Shaping New Tomorrow har 3-doblet antal medarbejdere på to år, hvor mit eget team er vokset fra 5 til 12 specialister. Jeg er super stolt af, hvad vi har skabt i Shaping og ser samme potentiale i min rolle hos Adjust i forhold til at forme og sikre gode rammer for det kreative team i takt med, at Adjust vokser, får nye kunder og medarbejdere i relativ høj fart,” siger hun.


30-50 kampagner hver måned

Shaping New Tomorrow startede med nogle få enkle, populære produkter – bl.a. de kendte ”Perfect Pants”. I dag har brandet over 300 produkter i sortimentet. Det betyder et stort, kontinuerligt tryk på konceptudvikling, kreativ eksekvering og konstante kampagner på tværs af markeder, kollektioner og kanaler. Uden at gå på komprimis med det unikke og høje æstetiske niveau.

Også på det punkt minder de to jobs om hinanden, fortæller Pernille Enevoldsen.

”Adjust udvikler over 1000 digitale annoncer og bannere for mere end 40 brands hver måned. Det kræver knivskarp struktur og stærke processer, så vi fastholder det brancheførende, kreative niveau i de 30-50 kampagner, som vi hver måned eksekverer på tværs af kunder, kanaler og formater.”


Glæder sig til ”den anden side af bordet”

Pernille Enevoldsen har gennem 9 år været teamleder for Kommunikation, Marketing og Salgssupport i Jyske Finans, inden hun kom til Shaping New Tomorrow.

Hun glæder sig til at prøve kræfter med bureau-siden og er glad for, at muligheden er opstået hos Adjust:

”Efter første samtale var jeg slet ikke i tvivl. Kemien og menneskesynet var helt rigtigt. Adjust vil gerne vækste, men er 100 procent indstillet på, at væksten skabes af medarbejderne og kulturen skal følge positivt med,” siger hun og tilføjer om sig selv som leder:

”Netop menneskesynet og individet er vigtigt for mig. Jeg elsker at arbejde med udviklingen af den enkelte medarbejder og skabe succesfulde teams. Medarbejderne er nøglen til successen, og jeg går højt op i at bringe deres viden som specialister i spil og skabe de optimale rammer for udvikling af deres kompetencer.”

Adjust er i dag 25 medarbejdere og har kunder i hele landet.

> Se alle medarbejdere hos Adjust Digital

> Se ledige job hos Adjust Digital